Bloddiamant, også kaldet konfliktdiamant, som defineret af De Forenede Nationer (FN), enhver diamant, der udvindes i områder, der kontrolleres af styrker, der er modstandere af en legitim, internationalt anerkendt regering land, og det sælges for at finansiere militær handling mod den regering.

Den meget specifikke FN-definition af bloddiamanter blev formuleret i 1990’erne, hvor der blev ført brutale borgerkrige i dele af det vestlige og centrale Afrika af oprørsgrupper baseret på i diamantrige områder i deres lande. Tre specifikke konflikter – i Angola, Den Demokratiske Republik Congo og Sierra Leone – rettede verdens opmærksomhed mod diamanters destruktive rolle, skønt problemet også opstod i andre lande. Rå diamanter, der udvindes i oprørskontrollerede områder, blev solgt direkte til købmænd eller blev smuglet til nabolandene, hvor de blev fusioneret til lagre af lovligt udvindede diamanter og derefter solgt på det åbne marked. Indtægter fra diamantsalg blev brugt til at købe våben og krigsmateriale til oprørsgrupperne, hvoraf nogle førte ekstremt voldelige kampagner, der førte stor lidelse til civile.

Når en konfliktdiamant var kommet ind i behandlingsstrømmen og blev skåret og poleret var den næsten identisk med enhver anden diamant. Verdensomspændende bekymring opstod over indførelsen af disse ædelstene på de enorme forbrugermarkeder i Vesten, hvor købere ikke var i stand til at skelne konfliktdiamanter fra legitime ædelstene, og hvor stenens oprindelse ikke kunne verificeres. Diamanthandlere blev på deres side bekymrede over, at voksende afsky mod bloddiamanter kunne føre til opfordringer til en boykot af alle perler. Faktisk udsendte FNs Sikkerhedsråd i 2000 en rapport om tilstedeværelsen af konfliktdiamanter på verdensmarkederne, der specifikt implicerede De Beers Consolidated Mines, Ltd., det anglo-sydafrikanske selskab, der kontrollerede omkring 60 procent af den globale handel med uslebne diamanter. Rapporten kritiserede også verdens største diamantmarked i Antwerpen, Belgien, for ikke at verificere oprindelsen af de diamanter, der handles der. Handelsorganisationer sluttede sig derfor til menneskerettighedsgrupper og FN i oprettelsen af Kimberley-processen, en certificeringsordning, der i 2003 begyndte at kontrollere, om eksportlandenes diamanter var “konfliktfri”. Siden da, da den værste af de afrikanske borgerkrige ophørte, og da centralregeringer genoprettede kontrollen over oprørske områder, faldt andelen af bloddiamanter i den globale diamanthandel fra så meget som 15 procent i 1990’erne til mindre end 1 procent med 2010.

Imidlertid bemærkede nogle menneskerettighedsaktivister, at disse tal kan være meningsløse, hvilket kun afspejler FNs specifikke definition af bloddiamanter som ædelstene, der finansierer oprør mod et lands regering. Citerer Zimbabwe som et specifikt eksempel, observatører påpegede, at selv i lande, der er certificeret som konfliktfri, er det fuldt ud muligt for embedsmænd fra anerkendte regeringer at bruge deres kontrol over lovlige diamantoperationer til at berige sig selv, bevare deres magt eller fremme deres medarbejdere – ofte på bekostning af diamantminearbejdere og andre arbejdere, der kan behandles med brutalitet og nægtes grundlæggende menneskerettigheder. Misbrug af den legitime diamanthandel i Zimbabwe fik kald til at omdefinere bloddiamanter som ædelstene, hvis rade er baseret på aggression eller vold af enhver art. En sådan omdefinering ville udvide kampagnen mod bloddiamanter til nogle diamantrige lande, hvor benægtelse af menneskerettigheder er almindelig.