Adhan betyder bogstaveligt ‘annoncering’, og i Shari’ah betyder det betyder meddelelsen med specifikke ord på tidspunktet for salat. Det blev introduceret i Hijrahs første år i Madinah. Årsagen til dets introduktion var efter imamiernes opfattelse, at Gabriel kom ned med adhanen i et budskab fra Gud til profeten (S). Sunnierne siger, at ‘Abd Allah ibn Zayd så en drøm, hvori han blev undervist i adhanen af nogen. Da han relaterede sin drøm til profeten (S), godkendte han den.

Adhan er en sunnah

Hanafierne, shafi’ierne og imamierne siger: Adhan er en sunnah, som har blevet kraftigt anbefalet (mu’akkadah).

Hanbalierne bemærker: Det er et kifa’i-fard for ikke-rejsende mænd i landsbyer og byer at gøre adhan til de fem daglige bønner.

Malikierne siger: Det er en wajib kifa’i i byer, hvor fredagsbønnen holdes, og hvis befolkningen på et sådant sted opgiver adhan, vil de blive kæmpet for den konto.

Adhan er ugyldig i visse tilfælde

Hanbalierne observerer: Det er ikke gyldigt at gøre adhan til en begravelsesbøn (salat al-janazah) eller til en supererogatory bøn (al-salat al-nafilah) eller for et udført for at opfylde et løfte (al-salat al-mandhurah).

Malikierne siger: Det er ikke gyldigt til en supererogatory eller begravelsesbøn eller for en obligatorisk daglig bøn udført efter bortfaldet af sin tid (al-salat al-fa’itah).

Hanafierne siger: Det er ikke gyldigt for de bønner, der udføres på de to ‘id’er (‘ idayn), for bønnen udført den forekomsten af en formørkelse (salat al-kusuf), til bønner til regn (istisqa ‘) og til tarawih- og sunnah-bønner.

Shafi’ierne anser det ikke for gyldigt for janazah, mandhurah og nawafil-bønner.

Imamierne bemærker: Shari’ahen har kun introduceret adhan for de fem daglige salater, og det er mustahabb for dem, uanset om de udføres som ada ‘eller qada’, med en gruppe (jama ‘) ah) eller enkeltvis (furada), under rejsen eller opholdet, begge for mænd og kvinder. Det er ikke gyldigt for nogen anden salat, mustahabb eller wajib, og mu’adhdhin vil råbe “al-salat” tre gange ved lejligheder med salat al-kusuf og ‘Idayn.

Betingelserne for Adhan

Skolerne er enige om, at betingelserne for adhan’s gyldighed er: opretholdelse af kontinuiteten i dets betragtning og rækkefølgen af dens forskellige dele, og at mu’adhdhin er en sund muslimsk mand.1 Adhan af et barn af den kræsne alder er gyldig. Alle skoler er enige om, at Taharah ikke kræves for adhan.

Skolerne er forskellige med hensyn til andre aspekter. Hanafierne og shafi’ierne siger: Adhan er gyldig selv uden niyyah. Den anden skoler kræver niyyah.

Hanbalis betragter at gøre adhan på ethvert andet sprog end arabisk som ubetinget gyldigt. Malikierne, hanafierne og shafi’ierne siger: Det er ikke gyldigt for en araber at gøre adhan i nogen anden sprog, selvom det er gyldigt for en ikke-arabier at gøre det på sin egen tunge, for sig selv og sine sprogsprog.

Imamierne bemærker: Adhan er ikke gyldig før ankomsten af salattiden undtagen i tilfælde af salat al-fajr. Shafi’ierne, Malikierne, Hanbalierne og mange imamier tillader, at adhanen offentliggøres før daggry. Hanafierne tillader det ikke og gør ingen forskel mellem salat al-fajr og andre salater. Denne opfattelse er tættere på forsigtighed.

Formen af Adhan

Følgende er form for adhan:

Allahu akbar – fire gange ifølge alle skoler og to gange ifølge malikierne.

Ashhadu an la ilaha illallah – to gange i henhold til alle skolerne.

Ashhadu anna Muhammadan rasul Allah – to gange ifølge alle skoler.

(Det er Mustahabb (anbefales) at også sige på dette tidspunkt: Ashhadu anna Aliyyan wali Allah – kun to gange ifølge imamier. Det betyder, at jeg vidner om, at Ali er beskyttet af Allah (mod ethvert ondt))

Hayya ‘ala al-salat – to gange i henhold til alle skolerne.

Hayya’ala al-falah – to gange i henhold til alle skolerne.

Hayyah ‘ala khayril-‘amal – to gange kun efter imamierne.

Allahu akbar – to gange ifølge alle skoler.

La ilaha illallah – en gang ifølge fire skoler og to gange ifølge imamierne.
Malikierne og shafi’erne tillader gentagelse af den sidste linje, i betragtning af at det er su nnah; det er adhanen, ifølge dem, er ikke ugyldig, hvis den kun reciteres en gang, som imamierne holder.

Forfatteren af al-Fiqh ‘ala al-madhahib al-‘arba’ah nævner en konsensus blandt de fire sunni-skoler om ‘al-tathwib’ som mustahabb. Al-tathwib betyder at recitere ordene “al-salatu khayrun min al-nawm”, (‘Salat er bedre end søvn’) to gange efter “hayya ‘ala al-falah”. Imamierne forbyder det.2

Iqamah (Et opkald umiddelbart før bøn)

For både mænd og kvinder er det mustahabb at recitere iqamah før hver daglige obligatoriske salat, med salat straks efter. De regler, der gælder for adhan, såsom kontinuitet, rækkefølge, dets væren på arabisk osv. Gælder også for iqamah. Dens form er som følger:

Allahu akbar – to gange ifølge alle skolerne undtagen Hanafierne, der har brug for det fire gange.
Ashhadu an la ilaha illallah – en gang ifølge Shafi’is, Malikis og Hanbalis og to gange ifølge Hanafis og Imamis.

Ashhaduanna Muhammadan Rasulullah – en gang efter Shafi’is, Malikis og Hanbalis ‘mening og to gange ifølge Hanafis og Imamis.

Hayya’ ala as-salat – en gang efter Shafi’is, Malikis og Hanbalis ‘mening og to gange ifølge Hanafis og Imamis.

Hayya’ ala al-falah – en gang efter Shafi’is, Malikis og Hanbalis, og to gange ifølge Hanafis og Imamis.

Hayya’ala khayr il-‘amal – to gange kun ifølge imamierne.

Qad qamat is-salat – to gange efter alle skoler, undtagen malikierne, der reciterer det en gang.

Allahu akbar – to gange efter alle skoler.

La ilaha illallah – en gang efter alle skolernes mening.

En gruppe Imami-legister bemærker: Det gælder for en ‘rejsende’ og en person, der har travlt med at reciter hver sætning i Adhan og Iqamah kun én gang.

• 1. Imamierne bemærker: Det er mustahabb for en kvinde at sige adhan for sin salat, dog ikke som et kald til bøn. Tilsvarende er det mustahabb for kvinder, der holder deres egen jama’ah, at en af dem foretager adhan-opkaldet og iqamahen på en måde, som mænd ikke hører det. De fire sunni-skoler betragter iqamah som mustahabb og adhan som makruh for kvinder.
• 2. Ibn Rushd i Bidayat al-Mujtahid (1935 udg.) Bind 1, s. 103, siger: “Andre har sagt : Udtrykket ‘al-salatu khayrun min al-nawm’ bør ikke reciteres, fordi det ikke er en masnun-del af adhanen, og dette er al-Shafi’is opfattelse. Årsagen til uenigheden er, om det blev sagt (som en del af adhanen) i løbet af profeten (e) eller i løbet af ‘Umar. ” Det står i Ibn Qudamas al-Mughni, (3. udg.) Bind 1, s.408: “Ishaq har sagt, at denne ting er blevet fornyet af folket, og Abu ‘Isa har sagt:’ Denne tathwib er noget, som lærte (ahl al-‘ilm) har betragtet med afsky. Det er den, da Ibn ‘Umar forlod moskeen.’ ‘