Boléro, orkesterværke i en bevægelse komponeret af Maurice Ravel og kendt for at begynde blødt og slutter ifølge komponistens instruktioner så højt som muligt. På bestilling af den russiske danser Ida Rubinstein blev Boléro først udført på Paris Opéra den 22. november 1928 med en dansekoreografi af Bronislava Nijinska. Værket har været med i mange film siden dets oprettelse, men det var en integreret del af handlingen i Blake Edwards film 10 (1979) med Dudley Moore og Bo Derek i hovedrollen.

Oprindeligt bad Rubinstein Ravel om at skabe for hende et værk med spansk karakter, hvilket tyder på, at han – en højtuddannet orkestrator, der seks år tidligere havde omarbejdet den russiske komponist Modest Mussorgsky’s Pictures at an Exhibition – måske tilpasser til orkester nogle klaverstykker af spanieren Isaac Albéniz. Men efter en vis overvejelse skrev Ravel i stedet sin egen originale komposition, et stykke han kaldte Boléro – skønt nogle bemærkede, at rytmerne lignede mere fandango og seguidilla end bolero. Ved sin debut tog Rubinstein selv solo-rollen som en sultig cafédanser, der lokker sit maskuline publikum, hvis voksende spænding afspejles i værkets underskrift crescendo.

Boléro er et sæt med 18 variationer på et originalt todelt tema – eller måske mere korrekt 18 orkestrationer af dette tema, for selve temaet gør det ikke ændre, selvom instrumenterne gør det. Efter en åbningsrytme på lilletrommen (en rytme, der fortsætter uformindsket gennem hele arbejdet), fortsætter stykket som følger:

• (1) solo fløjte (i instrumentets lave rækkevidde)
• (2) soloklarinet (også lavt inden for området)
• (3) solo fagot (højt inden for rækkevidden) )
• (4) solo E-flad klarinet (mindre og højere i tonehøjde end standard B-flad klarinet)
• (5) solo oboe d’amore (mellem oboen og det engelske horn i tonehøjde og tone)
• (6) dæmpet trompet og fløjte (fløjten svæver som overtoner parallelt til trompetlinjen)
• (7) solo tenorsaxofon (en usædvanlig optagelse i et orkester, men Ravel kunne lide jazz)
• (8) solo-sopransaxofon (en lille, lige, højsaxofon)
• (9) Fransk horn og celesta (de klokkelignende toner i sidstnævnte parallel til hornets linje)
• (10) kvartet sammensat af klarinet og tre dobbeltrør (en kombination organisk i klangfarve)
• (11) solo trombone (fyldt med sanseligt glidende passager)
• (12) høje træblæsere (vokser mere stridende i tonen)

Med variation 13 kommer strengene endelig ud af deres baggrundsrolle for at tage føringen for de resterende variationer. Crescendo fortsætter med at opbygge; trommeslaget fortsætter og bliver stadig mere fremtrædende. Inden længe tilføjes trompetacenter, der bidrager til intensiteten, indtil det sidste orkester i de sidste øjeblikke kastes i blandingen – tromboner, bækkener og alt andet – bringer stykket til en ophidsende, hvis pludselig afslutning.