Definition: Cost-push-inflation opstår, når vi oplever stigende priser på grund af højere produktionsomkostninger og højere råvarepriser. Cost-push inflation bestemmes af faktorer på udbudssiden, såsom højere lønninger og højere oliepriser.

Inflation med cost-push er forskellig fra demand-pull inflation, der opstår, når den samlede efterspørgsel vokser hurtigere end det samlede tilbud.

Omkostnings-push-inflation kan føre til lavere økonomisk vækst og ofte medføre et fald i levestandarden, selvom det ofte viser sig at være midlertidigt.

Diagram der viser Cost-Push Inflation

Den kortsigtede samlede forsyningskurve skifter til venstre, hvilket medfører et højere prisniveau og lavere realt BNP.

Årsager til Cost-Push Inflation

1. Højere pris på råvarer. En stigning i olieprisen ville føre til højere benzinpriser og højere transportomkostninger. Alle virksomheder vil se en vis stigning i omkostningerne. Som den vigtigste vare fører højere oliepriser ofte til inflation med omkostningsskub (fx 1970’erne, 2008, 2010-11)
2. Importeret inflation. En devaluering vil øge den indenlandske importpris. Derfor får vi ofte en stigning i inflationen efter en devaluering på grund af stigende importomkostninger.
3. Højere lønninger. Løn er en af de største omkostninger, som virksomheder står over for. Stigende lønninger vil presse priserne op, da virksomheder skal betale højere omkostninger (højere lønninger kan også medføre stigende efterspørgsel)
4. Højere skatter. Højere moms og punktafgifter vil øge priserne på varer. Denne prisstigning vil være en midlertidig stigning.
5. Profit-push inflation. Hvis virksomheder får øget monopolmagt, er de i stand til at skubbe priserne op for at opnå større fortjeneste
6. Højere fødevarepriser. I vestlige økonomier udgør mad en mindre procent af det samlede forbrug, men i udviklingslande spiller det en større rolle. (fødevareinflation)

Omkostnings-push-inflation kan skyldes en stigning i oliepriserne eller andre råvarer. Importeret inflation kan forekomme efter en svækkelse af valutakursen, der øger prisen på importerede varer.

Omkostnings-push-inflation – Midlertidig eller permanent?

Dette viser to perioder med cost-push inflation i Storbritannien – 2008 og 2011. Disse perioder med cost-push inflation viste sig at være relativt midlertidige, fordi økonomien var i recession.

Mange omkostningsskubfaktorer som stigende energipriser, højere skatter og devalueringseffekten kan vise sig at være midlertidige. Derfor kan centralbanker tolerere en højere inflation, hvis den skyldes omkostningsskubfaktorer. For eksempel nåede CPI-inflationen i 2011 5%, men Bank of England holdt basisrenter på 0,5%. Dette viste, at Bank of England følte, at det underliggende inflationspres var lavt.

Forskellige inflationsmålinger indikerer pris-push-inflation

I 2011 nåede CPI-inflationen 5%, men hvis vi udelukker effekten af skatter (CPI-CT), var inflationen 3%. Hvis vi også udelukkede effekten af højere importpriser (fra devaluering), ville inflationen have været endnu lavere.

Andre økonomer kan frygte, at midlertidige omkostningsskubfaktorer kan påvirke inflationsforventningerne. Hvis folk ser højere inflation, kan de forhandle om højere lønninger, og dermed bliver den midlertidige omkostningsskub-inflation vedvarende.

I 1970’erne er der tegn på, at midlertidig omkostningsskub-inflation føres ind i permanent højere inflation. Dette skyldes dels, at arbejdere krævede højere lønninger som reaktion på stigende inflation.

Inflation i 1970’erne.

I 1970’erne skyldtes inflationen den hurtige stigning i oliepriserne og også stigende nominelle lønninger. Arbejdstagerne havde større forhandlingsstyrke til at kræve højere lønninger.

Inflationsforanstaltninger

Nogle målinger af inflation søger at undgå ‘ midlertidige omkostningsskubfaktorer ‘F.eks. udelukker CPI-Y effekten af skatter. ‘Kerneinflation’ søger at måle inflationen ved at ignorere ustabile faktorer som råvarer og energi.

Politikker for at reducere omkostnings-push-inflation

Politikker for at reducere cost-push inflation er stort set de samme som politik for at reducere efterspørgselstrækningsinflationen.

Regeringen kunne føre deflatorisk finanspolitik (højere skatter, lavere udgifter) eller monetære myndigheder kunne øge renten. Dette vil øge omkostningerne ved låntagning og reducere forbrugernes udgifter og investeringer.

Problemet med at bruge højere renter er, at selv om det vil reducere inflationen, kan det føre til et stort fald i BNP.

For eksempel havde vi i begyndelsen af 2008 en høj inflationsperiode (5%) på grund af stigende olie- og fødevarepriser. Centralbanker holdt renten høje, men dette skubbede økonomien ind i recession. Uden tvivl burde renterne have været lavere og mindre vægt på at reducere omkostningsskub-inflationen.

I 2010 ser vi muligvis en periode med omkostningsdrivende inflation, men det kan være nødvendigt at Centralbanken vedtager en vis fleksibilitet i inflationsmålretningen. Der er ingen mening i at holde fast ved et inflationsmål, hvis inflationen skyldes midlertidige faktorer.

Den langsigtede løsning på omkostningsdrivende inflation kan være bedre politikker på udbudssiden, der hjælper med at øge produktiviteten og skift AS-kurven til højre. Men disse politikker vil tage lang tid at have en effekt.

fra: Økonomiske politikker for at reducere inflationen

Relateret

• Inflationsforanstaltninger
• Årsager til inflation
• Forskellige typer af inflation
• UK inflation