Gibbons mod Ogden afgørelse

Resultatet af denne sag var en afgørelse til fordel for appellanten på grundlag af Domstolens at finde ud af, at appellanten og den appellerede handel udgjorde handel mellem stater, og at en sådan handel kun kunne reguleres af Kongres og ikke af staten New York i henhold til handelsklausulen. Domstolen fandt, at New York-statens regulering af licenser til navigation var forfatningsstridig, fordi den tildelte beføjelsen til at regulere handel mellem stater til en stat, da handelsbestemmelsen forbeholdt denne magt til den føderale regering. Domstolen undersøgte, om blot transport over vand – som retten kaldte “navigering” – udgjorde en “handel”, således at regulering af den faldt under magten til at regulere handel mellem stater.

Domstolen konkluderede, at sejlads var en “handel” på tværs af statsgrænser og således var en del af handel mellem lande. På grund af dette begrundede Domstolen, at den føderale regering havde eneret til at regulere licenserne og rettigheder til at rejse over vandvejen New York-Elizabethtown. Den bemærkede, at der ikke hvilede nogen “samtidig magt” i staterne, da den føderale regering regulerede handel mellem stater. Det erkendte, at beføjelsen til at regulere handel mellem stater er “samtidig”, indtil kongressen handler for at regulere et instrument for mellemstatlig handel. Domstolen detaljerede, at grundlaget for dette krav i handelsklausulen var ønsket om i 1780’erne at etablere et “ensartet” organ med handelsregler. Domstolen anerkendte, hvordan kongressens handlinger under Supremacy-klausulen i forfatningen afløste statslovene. Den detaljerede, hvordan dette var tilfældet, selv om genstanden for loven var inden for statens magt til at regulere. På den måde erstattede Gibbons ‘føderale licens Ogden’s New York-statslicens. Ogden fik ikke påbud mod Gibbons.

Domstolens afgørelse behandlede også argumentet om, at scenariet i denne sag – det for samtidige statslige og føderale vandvejslicenser – var analogt med tilfældet med samtidige statslige og føderale patenter. De appellerede havde hævdet, at stater, fordi stater kan tildele patenter og få dem anerkendt som gyldige, også kan tildele vandvejslicenser og få dem anerkendt som gyldige. Domstolen tog ikke udtrykkeligt stilling til dette spørgsmål, men foreslog, at patentsagen ikke var en gyldig analogi. Den begrundede, at selv om stater generelt kan have ret til at udstede patenter som rettigheder til specifik ejendom, forsøgte staten i den foreliggende sag at give en ret i noget, der uløseligt var knyttet til interstatlig handel.