Håndteringen af uhåndterlig migræne er endnu ikke standardiseret. Det første punkt i beredskabsafdelingen er at eliminere alvorlig cephalalgisk ikke-migræne sygdom og derefter bekræfte diagnosen migræne. Det andet punkt er at bestemme triggerfaktorer, der er ansvarlige for den ildfaste migræne – hovedsageligt utilstrækkelig behandling, såsom for lav dosis, utilstrækkelig behandling sammenlignet med intensitet og forsinket behandling. Eksempler på utilstrækkelige klassiske behandlinger præsenteres for de følgende fire primære orale terapier: et ikke-steroide antiinflammatoriske lægemidler (NSAID), analgetika, ergotderivater og triptaner. Når disse lægemidler er ineffektive, anvendes følgende via injektioner: propacetamol, aspirin (lysinacetylsalicylat), injicerbare NSAID’er og nefopam. Disse produkter adskiller sig fra land til land. For eksempel ordineres morfinomimetika, phenothiaziner og kortikosteroider bredt i USA, mens metamizol (dipyron) foretrækkes i udviklingslande. Forfatterne beskriver de forskellige administrationsmodeller og stoffernes bivirkninger. Endelig beskriver de behandlingen af status migrainosus. Globalt er triptaner underudnyttet i beredskabsafdelinger. Denne gennemgang bekræfter behovet for kontrollerede forsøg med behandlinger af migræne i beredskabsafdelinger for at udvikle en international terapeutisk konsensus.