ILOs subregionale kontor i Moskva dækker 10 lande i Østeuropa og Centralasien – Armenien, Aserbajdsjan, Hviderusland, Georgien, Kasakhstan, Kirgisistan, Rusland, Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan. Landene befinder sig på forskellige stadier af økonomisk udvikling, indkomstniveauer, regeringsformer og overholdelse af traditioner og samfundsmæssige stereotyper med hensyn til ligestilling mellem mænd og kvinder. Mangfoldigheden kræver en regionalt differentieret tilgang til kønsspørgsmål og endda inden for et enkelt land; mænd og kvinder kan støde på helt forskellige problemer i by- og landdistrikter. Der er dog en række fælles træk, der karakteriserer situationen med ligestilling i disse lande.
I næsten alle lande i regionen har kvinder nået et højt uddannelsesniveau (f.eks. I Rusland generelt for kvinder på arbejdsmarkedet) har endda et højere uddannelsesniveau end mænd, og de udgør mere end 50% af universitetsstuderende) sammen med erhvervsuddannelse, høj økonomisk aktivitet og aktiv deltagelse i det offentlige liv. Samtidig er kvinders andel i hurtigt udviklende og højt betalte sektorer faldende, og industriel og erhvervsmæssig adskillelse vokser. Efterhånden som den økonomiske omstrukturering fortsætter, og arbejdsmarkedet bliver mere konkurrencedygtigt, har arbejdsgivere i nogle perspektivsektorer tendens til at ansætte mandlige medarbejdere. I nogle SNG-lande, især i Centralasien, forbliver lige adgang til beskæftigelse et prioriteret problem for kvinder på arbejdsmarkedet.
Kvinder udgør som regel størstedelen af de officielt registrerede og langtidsledige arbejdstagere, selvom disse tal reflekterer oftest ikke den virkelige omfang af problemet. Et betydeligt antal arbejdsløse er ikke registreret, og blandt dem dominerer mænd bestemt.
Generelt betales kvinder 30% til 50% mindre end mænd, afhængigt af land og sektor (i Rusland udgør kvinders løn 63% af mændenes ). Uens løn er det højeste prioritet i alle SNG-landene, og der er en politisk og offentlig forståelse for dette krav.
Adgang til domstolsprøvelse for kvinder er mangelfuld i regionen såvel som informationen om rettigheder og lovgivning. Ligestilling mellem kvinder og mænd er forfatningsmæssigt garanteret i alle SNG-lande, og ILO-konventionerne 100 og 111 er ratificeret i alle SNG-lande. Samtidig er der et enormt kløft mellem teori og praksis ved implementering af grundlæggende ligestillingsstandarder. Der findes hverken specialiseret antidiskriminerende lovgivning eller institutionerne for at gøre retfærdighed tilgængelig. Nogle lande er begyndt at udarbejde antidiskrimineringslove (Rusland, Ukraine), men denne proces tager masser af tid og kræfter.
I hele regionen er kvinder alvorligt underrepræsenteret i det politiske liv. I Rusland er der kun 7,7% af kvinderne i statsdumaen (blandt SNG-landene har kvinder den højeste repræsentation i Aserbajdsjans parlament, hvor de udgør 13%).
De fleste af SNG-landene er begyndt at reformere deres sociale sikringssystemer, men kønspåvirkningen af social sikring er endnu ikke blevet et centralt anliggende under sådanne reformer. Nedskæringen i sociale, sundhedsmæssige og uddannelsesmæssige faciliteter betød, at moderskabet er blevet en stort set privat institution. Sammenbruddet af det sovjetiske førskole børnepasningssystem og tilbagetrækningen af praktisk talt alle statslige sociale ydelser har resulteret i kvinders øgede plejeforpligtelser. Barsel- og familieydelser og børnepasning samt alderssikkerhed er områder, hvor positive ændringer ville have været af altafgørende betydning for ligestilling mellem kønnene.
Generelt kan man sige, at der er en betydelig modstand på højt niveau på tværs af SNG til et ligestillingsspørgsmål og dets fortolkning. Årsagen til dette er sandsynligvis en langvarig tradition for i det mindste verbal forpligtelse til lighed arvet fra sovjettiden. De fleste mennesker er overbeviste om, at ligestilling mellem mænd og kvinder er opnået og er en integreret del af deres liv. I denne henseende er national mentalitet og samfundsmæssige stereotyper de vigtigste barrierer, der skal overvindes.
Afslutningsvis må vi objektivt indrømme, at SNG-staterne sammenlignet med de fleste lande i verden er langt foran i spørgsmål vedrørende lige muligheder for mænd og kvinder i arbejdslivet. De har nået et sådant trin i deres respektive udviklingsprocesser, når beslutninger skal træffes og retningslinjer tages mod yderligere fremskridt og konsolidering af alle arbejdsmarkedsparters indsats for at integrere kønsaspekter i deres politikker og praksis.