Mandag 23. april 2012

Som barn, der læser mytebøger, fandt heltinder at være tynde på jorden. Jeg har tidligere skrevet om, hvor meget jeg elskede gudinden Athena, men jeg længtes også efter magtfulde kvindelige dødelige. Desværre indeholdt mine tidlige mytebøger kun en sådan kvinde. Den gode nyhed? Det var Atalanta, og hun var lige op forbløffende.

Atalanta jægerinde

Atalanta blev født datter af en konge, men hendes far, som havde ønsket sig en søn, udsatte hende for at dø i ørkenen. I stedet blev hun adopteret af en moderbjørn, der plejede og opdragede hende. Atalanta voksede op til at være en mesterjæger og atlet, især kendt for sin flådhed til fods. Hun skulle være så samtidig smuk og skræmmende, at alle, der så hende, blev ramt stumme. Hun kunne holde sig selv mod enhver mand, og hendes navn i sig selv er det perfekte svar på sin fars fordomme: det betyder “af lige vægt.”

Jeg havde ikke meget til fælles med Atalanta – jeg var frygtelig langsom, da vi løb omgange i gymnastiksalen, og tanken om at jage på dyr forfærdede mig – men det forhindrede mig ikke i at elske hende. Jeg værdsatte især det faktum, at hun aldrig gik og tiggede tilbage til sin utaknemmelige far, men valgte at gå afsted og gør hendes formue som en fri helt. Det første bevis på hendes mettle kom, da hun blev angrebet af to brutale kentaurer og med egen hånd dræbte dem begge.

Et gyldent Atalanta med det calydoniske vildsvin hoved ved siden af sig.

Derefter sluttede hun sig til Calydonian Boar jagt, organiseret for alle dagens største helte. Atalanta slog ikke det fatale slag mod det uhyrlige dyr, men hun var den første til at såret det, og til ære for sit mod tildelte helten Meleager hende vildsvin. Ikke alle var tilfredse med denne beslutning, og den endte med at føre til Meleagers død. En historie for en anden gang!

Takket være hendes dygtighed med arme blev Atalanta også inviteret til at slutte sig til Jason og hans argonauter i deres søgen efter den gyldne fleece. Desværre, efter at være blevet opført som en af de involverede helte, figurerer hun ikke rigtig i nogen af resten af eventyrene. Det ville være interessant at læse en beretning om hele myten fra hendes perspektiv – der er helt sikkert en roman i det!

Atalanta bryder Peleus, Achilles “far

En af mine yndlingshistorier om Atalanta er hendes berømte brydekamp med Peleus, Achilles ‘far. Som nogle af jer måske ved fra min bog, Peleus var ganske bryder – stærk nok til at have slået gudinden Thetis. Men da Atalanta udfordrede ham? Hun besejrede ham grundigt, og deres kamp blev en populær scene inden for kunst.

Takket være hendes voksende berømmelse besluttede Atalantas far, at han faktisk ville have sin datter. Han anerkendte hende formelt og udnyttede derefter sin faderlige ret til at gifte sig med hende. Atalanta, rasende, sagde at først hendes friere måtte slå hende i en fodbane. Hvis de mistede, de ville blive dræbt. Atalantas nådesløse far troede, at det lød fint – han ville stadig kunne beholde deres fængselsgaver efter en ll.

Flere (jeg kan ikke undgå at tænke dumme) unge mænd besluttede at prøve deres fødder mod Atalantas. De mistede alle, indtil en ung mand ved navn Hippomenes (eller Melanion i andre versioner) bad til kærlighedsgudinden Afrodite for at hjælpe ham. Hun gav ham tre magiske, gyldne æbler fra Hesperides Have og fortalte ham, at hvis han smed dem til siden under løbet, ville Atalanta være sikker på at gå efter dem og lade ham slå hende.

Atalanta, bøjet for at hente det gyldne æble, da Hippomenes løber foran

Da jeg var virkelig ung, forvirrede denne del af historien mig, fordi det syntes så ud af karakter for Atalanta at bekymre sig om guld. Når alt kommer til alt er dette den samme kvinde, der voksede op med at skrubbe det og drikke bjørnemælk uden behov for prinsessekomfort. Først da jeg blev ældre, forstod jeg, at æblerne var det ultimative symbol på heroisk skelnen – at hente en er endda et af Hercules ‘arbejde – og de ville have fristet enhver seriøs berømmelseshungrig helt. Hendes ønske om at have dem er af en slags med hendes ønske om at vise den Calydonian vildsvin, hun vandt.

Afrodites snyderi fungerer, og Hippomenes vinder løbet. Af nogle grunde ser det ikke ud til, at Atalanta holder det imod ham – måske godkender hun hans kløgt såvel som hans atletik. Desuden synes han at værdsætte hende: snarere end at forsøge at gøre hende til en traditionel gammel kone, bliver de to kammerater i jagt sammen.

I mine barndoms mytebøger var det her, hvor historien altid sluttede hvilket gav mig indtryk af, at Atalantas liv sluttede lykkeligt.Nogle år senere blev jeg bange for at opdage, at der er mere i fortællingen – en bizar og rasende afslutning, der går sådan her: Atalanta og Hippomenes er på jagt en dag, når de bliver overvundet af intenst ønske om hinanden. I nogle versioner skyldes dette, at Hippomenes ikke takkede Afrodite ordentligt for hendes hjælp med de gyldne æbler, og gudinden hævner sig. I andre er det simpelthen fordi de er forelsket. De begynder at koble sammen og er så distraheret af glæde, at de ikke bemærker, at de ligger sammen inden for rammerne af en Guds tempel (afhængigt af versionen kan guden være Afrodite, Zeus eller endda den østlige gudinde Cybele). Sex i et fristed blev betragtet som blasfemisk forurening eller miasma, som grækerne kaldte det, og straffen var hurtig. Den vrede gud / gudinde forvandler de to til løver som straf. Slutningen.

En løve. Foto af Wwelles14

Mærkeligt, ikke? Og svært at analysere, tror jeg ud over det åbenlyse budskab: ikke have sex i et tempel. Den eneste trøst er, at i det mindste gud / gudinde valgte et passende dyr – jeg tror, at straffen ville have været meget værre, hvis den berømte, elskede jagter var blevet forvandlet til f.eks. En kylling.

Jeg kan bare ikke lukke denne myte uden at nævne Marlo Thomas ‘”Prinsesse Atalanta” -historie fra Free to Be You and Me. Jeg ved ikke om dig, men jeg lyttede til båndet igen og igen og igen som barn. Her er den animerede version med Marlo Thomas og Alan Alda (!) som stemmer.