Den antikke græske gudinde Nike var personificeringen af sejrens ideal. Sådanne personificeringer af ideelle udtryk var almindelige i den antikke græske kultur; andre eksempler inkluderer visdom, viden og retfærdighed. I modsætning til andre guder i det græske pantheon fik sådanne personificerende guder normalt ikke menneskelige personligheder og historier. Af denne grund siges der ikke meget om Nike i græsk kultur ud over at hendes mor var Styx (datter af Ocean) og hendes far var Pallas, Titan. Hun havde tre søstre, også personificerede guddomme: Zelus (Rivalry), Cratos (Supremacy) og Bia (Force), der sammen med Nike altid sad af den mægtige Zeus på Mt. Olympus.

Gudinden var en populær figur inden for antik græsk kunst, der optrådte i skulptur, på keramik og på mønter. Normalt passer Hesiodos beskrivelse som “smuk ankel Nike”, hun er afbildet med vinger og bærer ofte en krans af sejr, som hun præsenterer enten for andre guder eller sejrende helte og atleter. Den ældste overlevende bevingede Nike i skulptur er fra Delos og dateres til 550 fvt. og blev sandsynligvis skulptureret af Archermos. Statuen er i arkaisk stil og slår den typiske stilling fra perioden med bøjede knæ og løb. På loftet 5. til 4. århundrede fvt keramik kører Nike også ofte en vogn eller står undertiden ved siden af et alter eller en offertyr.

En af gudinden Athenas mest almindelige epiter var Athena Nike og et tempel for Athena som Sejren blev bygget på Akropolis i Athen i slutningen af 420’erne fvt. Bronze akroteria (tilsat dekoration) på hjørnerne og den centrale højderyg af tempeltaget repræsenterede Nike, og selve templet var omgivet af en balustrade dekoreret med en frise, der afbildede figurer af Nike, der førte tyre til at ofre og opføre forskellige trofæer som våben og rustninger .

Nike optrådte også i dekorativ skulptur på andre bygninger, både i friser og på mange tempeltage som akroteria og på mange mønter fra Thrakien til Makedonien, for eksempel vises hun på en sølvdekadrakme fra Syracuse ( Sicilien) hvor hun kroner en stridsvogn (ca. 400 fvt). Statuer af Nike blev også oprettet for at fejre militære sejre, et berømt eksempel er den 1,4 m høje Nike (490-480 fvt) på akropolis dedikeret til general Kallimachos, der blev dræbt i slaget ved Marathon, hvor grækerne sejrede over Persere.

I antikken var de mest berømte repræsentationer af Nike som en del af de store 5. århundrede f.Kr. statuer af guderne Athena og Zeus, som henholdsvis stod inden for Parthenon i Athen og Temple of Zeus i Olympia. Disse kirsebærstatuer, der var større end livet, blev lavet af en indre kerne af træ overdækket med udskåret elfenben og poleret guld. Ansigt, torso, ben og arme var i udskåret elfenben, og hår og tøj var lavet af arkguld. I begge tilfælde holdt guden i deres højre hånd en statue af Nike, altid tæt forbundet med Athena, og i tilfælde af Zeus og de panhelleniske spil i Olympia, der var vigtig i hendes rolle som præstegiver. Statuen af Zeus blev betragtet som en af de syv vidundere i den antikke verden, og gudens far er vist siddende på en massiv, rigt dekoreret trone med flere figurer af Nike på benene. Hverken statuen overlever, men beskrivelser af Pausanias, mindre romerske kopier og møntdesign hjælper os med at få et glimt af den pragt, vi har mistet.

En tredje repræsentation, der må have ramt de ældre en vis ærefrygt, var statuen af Nike af Paionios, der stod på en ni meter høj trekantet piedestal lige uden for Zeus-templet i Olympia. Dedikeret til helligdommen af Messenians og Naupaktians efter deres sejr over Spartanerne ved Sphakteria i 424 fvt, var Nike selv tre meter høje og ville have domineret alle de andre dedikationer på stedet. Statuen er skulptureret i den rige stil, der er populær i slutningen af det 5. århundrede f.Kr., og med en chiton, der straks bølger og klamrer sig sammen og med udbredte vinger, er indtrykket, at gudinden netop har det øjeblik blødt sat op på piedestalen.