Platonisk kærlighed, en sætning, der bruges i to sanser, med hentydning i begge tilfælde til Platons beretning om kærlighed i hans symposium.

Det umiddelbare formål med symposiet – som bekender sig til at optage de diskurser, som en gruppe fremtrædende talere holdt i eologi af Eros ved en banket til ære for den tragiske digter Agathon – er at finde den højeste manifestation af den kærlighed, der styrer verden i den mystiske ambition efter forening med den evige og superkosmiske skønhed. Symposiet skildrer Sokrates som typen af aspiranten, der har nået målet om forening og sætter i skarp opposition til ham figuren af Alcibiades, der har solgt sin åndelige førstefødselsret for verdens fornøjelser og ambitioner. Centret for filosofisk interesse ligger i Socrates-diskursen, som han hævder at have lært af præstinden Diotima af Mantinea.

Hovedargumentet kan sammenfattes således: eros, ønsket kærlighed i alle dens former, er en række ud af sjælen til et godt, som det stræber efter, men endnu ikke har. Den ønsker sjæl er endnu ikke i frugt af det gode. Det er på vej til frugt, ligesom filosofen endnu ikke er i besiddelse af visdom, men når ud efter den. Objektet, der vækker denne ønskefulde kærlighed i alle dens former, er skønhed, og skønhed er evig. I sin råeste form er kærlighed til en smuk person virkelig en lidenskab for at føde afkom af den pågældende person og således ved at opretholde ens bestand erstatningen for udødelighed, som er alt, hvad kroppen kan opnå. En mere åndelig form for det samme trang til evigheden er stræben efter at vinde udødelig berømmelse ved at kombinere med en slægt til at føde sunde institutioner og livsregler. Stadig mere åndelig er bestræbelsen i forbindelse med valgte sind at berige filosofi og videnskab med ædle diskurser og tanker.

Således betyder platonisk kærlighed i almindelig tale et yderst kærligt forhold mellem mennesker, hvor seksuel samleje er hverken ønsket eller praktiseret. I denne forstand henviser det oftest til et heteroseksuelt forhold. I forlængelse heraf kan det bruges til at dække det stadium af ridderlig eller høflig kærlighed, hvor samleje udsættes på ubestemt tid.

Fra renæssancen til slutningen af det 19. århundrede blev udtrykket platonisk kærlighed også brugt som lejlighedsvis eufemisme for homoseksuel kærlighed i betragtning af den forholdsvis tolerante holdning til en sådan kærlighed, der kan ses i Platon såvel som i andre græske forfattere.