IMPLIKATIONER FOR DEN OFFENTLIGE SUNDHEDSPOLITIK OG -PRAKSIS

Heller understreger, i hvilket omfang endda omfattende statistisk bevis for sundhedsrisiko kan være utilstrækkelig til at understøtte forfatningen af regulering af individuelle friheder, når det gælder forfatningsmæssige rettigheder. D.C.s pistolelov, der blev anerkendt som nationens hårdeste, indførte et totalt forbud mod ejerskab af visse typer våben og strenge begrænsninger for adgangen til andre. Mindre restriktive love kan overleve. F.eks. Stadfæstede Højesteret den 24. februar 2009 i sin første beslutning om våbenrettigheder siden Heller en føderal lov, der udelukker enkeltpersoner, der er dømt for forbrydelser, der involverer vold i hjemmet, fra at eje våben.9 7-2-beslutningen undgik muligheden for at uddybe Hellers mening, aldrig engang med henvisning til beslutningen. Dette er ikke overraskende, da det kan tage år, før Domstolen vender tilbage til en milepælsag som Heller for at uddybe den yderligere.

Dette er ikke at sige dog, at de umiddelbare virkninger fra Heller ikke har været tydelige. F.eks. har tre Illinois-kommuner med pistolforbud allerede handlet for at ophæve forbuddene. I Californien nåede San Francisco Housing Authority (SFHA) en ude af- domstolsforlig med National Rifle Association (NRA), der tillader beboere i SFHA-lejlighedsbygninger at besidde skydevåben og vende pistolforbud indeholdt i allerede eksisterende lejevilkår. Desuden ser det ud til, at dommere kan overveje, om er de kan fortsætte med at tvinge en tiltalte til at aflevere et skydevåben i hans besiddelse som en betingelse for frigivelse før prøven; før Heller var dette almindelig praksis. Nogle kriminelle forsvarsadvokater begynder muligvis at bruge Heller til at argumentere for forfatningen af den føderale “forbrydelse i besiddelse” -loven, der forbyder besiddelse af våben eller ammunition fra de fleste dømte forbrydere.10

Alligevel er disse og mange andre praktiske implikationer af Heller-beslutningen beder om et vigtigt forfatningsmæssigt spørgsmål, der ikke er adresseret af Heller-flertallet: Gælder det andet ændringsforslag endda for stater, eller er det kun en begrænsning for den føderale regering (hvoraf DC betragtes som en del)? I 1833 hævdede den Højeste Domstolen fastslog, at Bill of Rights (de første 10 ændringer til forfatningen) kun gjaldt den føderale regering, 11 og to andre højesteretssager fra 187512 og 188613 fastslog, at den anden ændring specifikt ikke gjaldt staterne. længe efter at disse senere afgørelser blev afsagt, indførte Domstolen en juridisk doktrin kendt som “inkorporering”, hvormed bestemmelserne i lov om rettigheder anvendes på staterne gennem de nødvendige procedurer s klausul om det fjortende ændringsforslag. Domstolens begrænsede opmærksomhed over for det andet ændringsforslag i løbet af de sidste 110 år betyder, at spørgsmålet ikke er adresseret i denne sammenhæng. Som et resultat er det uklart, om analysen i Heller strækker sig over staterne. Flere retssager er allerede indgivet af den nationale tilsynsmyndighed, der søger at sikre beslutningens eksplicitte anvendelse på statslige love.

Et andet spørgsmål rejst af Heller er, i hvor høj grad beslutningen tillader regeringen at regulere våbenbesiddelse i det offentlige rum. Selvom forbud mod DC-våben ikke udelukkende var rettet mod skydevåben i private hjem, henviste flertalsopfattelsen kun det aspekt af loven: “hans distrikts” forbud mod pistolbesiddelse i hjemmet er i strid med det andet ændringsforslag, ligesom dets forbud mod at gøre noget lovligt skydevåben i hjemmet, der kan bruges til øjeblikkelig selvforsvar. ”3 Læs sammen med Justice Scalias erklæring om, at grænser for våbenbesiddelse steder som skoler ville være tilladte, er det muligt, at Hellers rækkevidde vil blive styret for ikke at udvide langt ud over hoveddørene til private boliger. Dette spørgsmål forbliver åbent på grund af den selvforsvarsvægt, der afspejles i beslutningen.

Uanset hvilke typer regler der overlever en Heller-analyse, og uanset om den anden ændring i sidste ende viser sig at gælde for staterne , er det tydeligt, at beslutningen påvirker evnen til udelukkende at stole på strenge skydevåbenbegrænsninger som et middel til at tackle våbenvold. Heller bringer således skarpt lindring over behovet for at kombinere regulering af våben og større ressourcer til retshåndhævelse med forebyggende interventionsstrategier rettet mod højrisikopopulationer og samfund.