Redaktørens note, 14. januar 2019: Til ære for 100-årsdagen for Great Boston Molasses Flood, vi offentliggør for første gang online en historie fra vores udgave af november 1983. Skrevet af indfødte Bostonian Edwards Park, en langvarig bidragyder til Smithsonian,

denne krønike om de dødbringende katastrofen beskriver de varige virkninger, som tragedien havde for byen.

Da jeg var dreng i Boston og havde nået en tilstrækkelig sofistikeret alder, fik jeg lov til at gå i centrum alene. Jeg blev endelig anset for at være i stand til at håndtere den gamle metro system og de smalle, tilstoppede gader, og jeg reagerede ved at gøre rituelle ekspeditioner fra den kedelige sikkerhed i Back Bay til de farlige ophidselser i Washington Street. Dette var min Gobi-ørken, mine bjerg af månen, mit Tarzan-land.

Mit mål var altid Iver Johnsons, th en berømt gammel sportsforretningsbutik, der fangede hjerterne fra Boston-gutter i disse dage. Det vendte ud på Washington Street nær kanten af Scollay Square, den åbning i gaderne med koveje, hvor Old Howard stod, et burlesk teater, der er berømt for at supplere læseplanerne for Harvard-studerende. “Always Something Doing, One to Eleven, at the Old Howard” læste sine annoncer i Boston Globe efterfulgt af den betagende sætning, “25 Beautiful Girls 25.” Scollay Square var uden grænser for mig, og ikke underligt.

Men Iver Johnson var en sund interesse. Der kunne jeg vandre gennem gangene flankeret af baseballbat; gennem krat af split-bambus fluestænger og stubbe af korte stålstangstangstænger (glasfiberstænger og snurrende hjul var endnu ukendte); gennem et arsenal af rifler og haglgeværer, blå ståltønder, der skinnede mod de varmkornede valnødbestammer og gennem en lang række tunge uld vintertøj og tykke læderjagtstøvler. Drenge var under konstant overvågning af superlyde kontorister. Jeg husker, hvor en af dem var overrasket den dag, jeg faktisk købte noget, men ligegyldigt. Dette var et sted, hvor jeg kunne bygge drømme.

Iver Johnson viste nogle af sine egne genstande i vinduet med udsigt over Washington Street. Slæder skinnende med lak. Også, som jeg husker, en lille .22 revolver. Og cykler. Mine to ældre brødre havde begge fået Iver Johnson-cykler, og en af disse fine gamle 28-tommers hjul sad i vores kælder, tung af støv. Det skulle overleveres til mig, men der var nu for meget trafik i Back Bay, selv søndag morgen, til et barn kunne lære at håndtere en stor cykel. Jeg gik uden – og lærte så at hade mange aspekter af moderniteten.

Måden at nå Iver Johnson på var at tage metroen til Park Street og gå nordøst til en vidunderlig lille byvej kaldet Cornhill, som slog op nedad til Washington Street. Du kunne lugte Cornhill, før du nåede det, for i sin øverste ende var Phoenix, et kaffehus præget af aromaen af friskmalet bønner. Den rige duft fyldte gaderne rundt og lokket kunderne med partituret.

Sammen med kaffelugten var der en anden, der lige så gennemtrængende. Man kunne skelne i meget af downtown Boston og især omkring North End, den umiskendelige aroma af melasse.

Som dreng, Jeg satte aldrig spørgsmålstegn ved den lugt, så stærk på varme dage, så vidtrækkende, da vinden kom ud fra øst. Det var simpelthen en del af Boston sammen med svanebådene i Public Garden og de hårde børn, der svømmede i Frog Pond men mange år senere, da jeg var med i Boston Globe, spurgte jeg en kollega om det. Vi gik over mod North End, ud over Hanover Street, og vores smagsløg ledte os mod et af hjørnetrattorierne, hvor North End-italienerne laver, jeg sværger, verdens fineste pizza, og for en gangs skyld blev jeg irriteret over det anden lugt – Boston-lugten.

”Hvorfor lugter Boston af melasse?” spurgte jeg min ven.

Han så nysgerrig på mig. ”På grund af melasseoversvømmelsen naturligvis “sagde han.

” Melasse oversvømmer? “

” Ja. Det, vi laver specielle historier om hvert tiende år. Har du ikke arbejdet på en endnu? “

Jeg indrømmede, at jeg ikke havde gjort det. Og så kom den lille restaurant til syne, og vi kom ind og satte os ned til pizza og køkkentumblere af kælderfremstillet italiensk vin. Og jeg glemte melasse i et antal år.

Mit gamle papir lavede korte hukommelsesstykker om Great Boston Melasses Flood på ti-års jubilæer af begivenheden, som fandt sted i 1919. Jeg tilfældigvis ikke arbejde der i et år, der havde en ni i slutningen af det, og forblev derfor stort set uvidende om den oprindelige katastrofe. Ældre venner og slægtninge mindede om det, men ikke særlig præcist eller i detaljer. For at lære mere, gravede jeg for nylig ind i filerne fra kloden og samlet skrøbelige stykker brunt avispapir så godt jeg kunne …

Copp’s Hill. Den stiger ved siden af strømmen af Charles River og Boston “s indre havn. Det ser over på havearme i U.S.S. Forfatning – “Old Ironsides” – fortøjet ved Boston Naval Shipyard over i Charlestown. En amerikansk bil i fuld størrelse, der prøver at forhandle sidegaderne i Copp’s Hill, vil sandsynligvis bjeffe sine hvidvægge på begge kantsten. Ved foden af bakken, ved Salem Street, ligger den gamle nordkirke, hvor to lanterne blev hængt som signal til Paul Revere, og i en lille park ved siden af kirken er der en statue af Revere selv. Gamle mænd sidder ved statuen på solrige dage og spiller brikker og argumenterer dramatisk på italiensk. Copp’s Hill er lige der i North End, Boston ‘s Little Italy.

Commercial Street. Det løber rundt om den fremherskende Copp’s Hill fra Charlestown Bridge, øst og syd for at forbinde sig med Atlantic Avenue. Det brøler af trafik – og det gjorde det i 1919, men med forskellige lyde. I stedet for torden i nutidens dieselmotorer var der den dæmpede del af lastede lastbiler med solide gummidæk, den endeløse gruppe arbejdsheste, der trak godsvogne og overhovedet brølet fra den relativt nye forhøjede jernbane – “El” —Som i årevis holdt Commercial Street i skygge.

På vandsiden af Commercial Street, overfor Copp’s Hill, stod der i 1919 en kæmpe lagertank. Det var blevet bygget fire år før af Purity Distilling Company – massivt konstrueret med store buede stålsider og stærke bundplader sat i en betonbund og fastgjort sammen med en syning af nitter. Det blev bygget til at indeholde melasse, den gamle kolonivare, der vækker skoledagsminder fra “trekantshandelen”: slaver fra Afrika til Vestindien; melasse fra Vestindien til New England; rom, fremstillet af melasse, tilbage over Atlanterhavet for en last af slaver. Den gamle trekant var længe blevet brudt i 1919, men New England lavede stadig (og fremstiller) rom samt bagt bønner, og melasse for begge kom stadig (og kommer) nord fra Caribien og New Orleans. I 1919 kunne Bostons renhedstank rumme omkring to og en halv million gallon af tingene.

15. januar 1919. Vejret havde været mildt for Boston – tæt på 40 grader Fahrenheit – og gaderne. var bare sne.

To måneder før var den store krig (for at afslutte alle krige) afsluttet, og Yankee-divisionen, den 26., kom snart hjem. Det blodige eventyr var overstået, og nationen var ved at gå ind i et stort eksperiment – forbud. Der var behov for endnu en stat for at ratificere det 18. ændringsforslag, og en afstemning var planlagt den næste dag. Med et blik på fremtiden havde Purity Distilling Company i 1917 udsolgt til United States Industrial Alkohol. Således kunne den enorme melassetank, 50 fod høj og omkring 90 fod i diameter, lovligt fortsætte med at levere alkohol til industrien.

Den store Boston-tank var næsten fuld. Et skib fra Puerto Rico havde medbragt dens indhold op til ca. 2.300.000 liter et par dage før.

Ved middagstid på denne januar-dag skal du arbejde rundt om melasse tanken rou langsomt bremset, da arbejdere tog sig tid til deres sandwich og kaffe. Mænd holdt pause for at spise og snakke i et hytte, der ejes af Paving Department, som delte det åbne område, hvor tanken stod. Andre gjorde det samme i kvartaler af en Boston Fire Department ildbåd ved tankens havnefront.

De diskuterede sandsynligvis baseball – Boston havde vundet World Series i 1918 – og en ny film kaldet Shoulder Arms, som var Charlie Chaplins satire om livet i skyttegravene. De nævnte sandsynligvis politik, for præsident Wilson var i Europa og forsøgte at få en fredsaftale baseret på hans fjorten punkter. Desuden var Theodore Roosevelt død kun to uger før, og ligesom ham eller ej, var du nødt til at beundre manden, selvom du var en daglønder i Boston.

De ville helt sikkert have kæmpet over Bostons egen politik, altid et fascinerende emne. Tidligere borgmester John J. Fitzgerald var nu ude af billedet, og disse arbejdere sagde sandsynligvis “Mere” skam, “for” Honey Fitz “mistede aldrig sin irskhed af syne og virkede en darlin” mand for arbejderne på trods af alle historierne om graft. En af hans barnebørn – den der blev opkaldt efter ham: John Fitzgerald Kennedy – ville være to år gammel i maj. Fitzgerald selv var født i den nordlige ende, da det var irsk og endnu ikke italiensk.

Og helt sikkert ville influenzaepidemien have været på disse arbejderes tunger. Det tog omkring 20 millioner liv rundt om i verden, mere end en halv million i De Forenede Stater. Der syntes intet, en mand kunne gøre ved det, undtagen at gå regelmæssigt i kirken og brænde et par stearinlys.Men disse mænd behøver ikke have bekymret sig over influenza den dag, for deres egen katastrofe var på vej.

Omkring 12:30 med en lyd beskrevet som en slags dæmpet brøl, kæmpen melassetank kom fra hinanden. Det så ud til at stige og derefter splittede, nitterne poppede på en måde, der mindede mange tidligere soldater om maskingeværild. Og så brød et vådt, brunt helvede løs og oversvømmede downtown Boston.

Spild en krukke køkkenmelasse. Forestil dig derefter anslået 14.000 tons af den tykke, klæbrige væske, der løber vild. Den efterlod den sprængte tank i en kvælningsbrun bølge, 15 fod høj, og udsletter alt, hvad der stod i vejen. Et stål sektionen af tanken blev kastet over Commercial Street og pænt pisket en af stolperne ud, der understøtter El. Et nærgående tog skrigede til et stop, ligesom sporet fremad sænkede ind i den fremadstødende melasse.

Når melassen vinker ramte huse, “syntes de at krybe sammen, som om de var lavet af pap”, skrev en journalist. Clougherty ho mig ved foden af Copp’s Hill kollapsede omkring den stakkels Bridget Clougherty og dræbte hende med det samme. Og når stykker af tanken ramte en struktur, havde de effekten af skaldild. En takket klump smadrede fragthuset, hvor nogle af frokostmændene havde arbejdet.

Den store brune bølge fangede og dræbte de fleste af de nærliggende arbejdere. Fireboats selskabskvarterer var splintret. En lastbil blev sprængt lige igennem et træhegn, og en vognfører blev fundet senere, død og frossen i sin sidste holdning som en figur fra asken i Pompeji.

Hvor hurtig er melasse i januar? Den dag bevægede bølgen sig anslået 35 miles i timen. Det fangede små børn på vej hjem fra morgenmødet i skolen. En af dem, Anthony di Stasio, der gik hjem med sine søstre fra Michelangelo-skolen, blev hentet af bølgen og båret, tumlende på toppen, næsten som om han surfede. Så jordede han, og melassen rullede ham som en rullesten, da bølgen aftog. Han hørte sin mor kalde sit navn og kunne ikke svare, hans hals var så tilstoppet med den kvælende goo. Han gik ud og åbnede derefter øjnene for at finde tre af hans søstre, der stirrede på ham. (En anden søster var blevet dræbt.) De havde fundet den lille Anthony strakt under et ark på den “døde” side af et kropsfyldt gulv.

Dødstallet fortsatte med at stige, dag efter dag. To lig dukkede op fire dage efter tankens sprængning. De var så voldsramte og glaserede af melasse, at identifikationen var vanskelig. Den endelige optælling var 21 døde, 150 såret, et antal heste dræbt. Melassen bølger, efter at have spredt sig, dækkede flere blokke i Boston centrum til en dybde på to eller Selvom redningsudstyr var hurtig at ankomme til stedet, kunne køretøjer og redningsarbejdere til fods næppe komme igennem den klamrende muck, der fyldte gaderne.

En nyhedsreporter huskede senere at have set Røde Kors frivillige, Boston debutanter i smarte grå uniformer med pletfri hvid shirtwaist s og skinnende sorte puttees, træder beslutsomt ind i den dybe brune muck. I et sekund var de klæbrige og bedrøvede og kastede sig igennem oversvømmelsen, der sugede til deres puttees.

En af grundene til, at ambulancerne ankom så hurtigt, var tilsyneladende, at en politibetjent var ved sit hjørnesignalkasse og ringede til ham område, da han kiggede ned ad gaden og så den brune tidevand glide mod ham. Du kan i dit sind høre hans gisp i telefonen: “Holy Mother iv God! Sind iverythin” du kan – noget “forfærdeligt er sket!”

De fleste fakta om den store melasse-oversvømmelse dukkede op i resultaterne af retssagerne, der oversvømmede Boston efter begivenheden og var lige så klæbrige som melassen. Retssager tog seks år, involverede omkring 3.000 vidner og så mange advokater, at retssalen ikke kunne holde dem alle.

Årsagen til retssagerne var uenighed om katastrofens art. Hvad i verden havde forårsagede det? Der opstod tre forklaringer: der havde været en eksplosion inde i tanken (i hvilket tilfælde gæringen af melassen ville være skylden); der var blevet sendt en bombe (ikke så vild en mulighed i de første dage af bolsjevismen – bomber havde allerede sprængt et par amerikanske industrianlæg); der havde været en strukturel fejl i den fire år gamle tank (som gjorde USAs industrielle alkohol ansvarlig).

Til sidst fandt retten, at tanken havde briste simpelthen fordi “sikkerhedsfaktoren” var for lav. Med andre ord havde inspektioner ikke været hårde nok. Virksomheden blev holdt skylden for rædslen. Forlig med mere end 100 krav blev foretaget uden for retten. Industriel alkohol betalte sig mellem $ 500.000 og $ 1.000.000.Overlevende fra de dræbte fik angiveligt omkring $ 7.000 pr. Offer.

Melasse er det vigtigste biprodukt ved fremstilling af sukker fra sukkerrør. Det skyldes den fortsatte kogning af sukkerrørsaft – minder om kogning af ahornsaft for at producere ahornsirup. Når nok genopkogning er gået ud med at skrue ud hver bit sukker ud af melassen, er den resulterende tyktflydende væske sortrem, den ekstra tykke melasse, der anvendes som tilsætningsstof i kvægfoder. Det giver værdifulde kulhydrater i en ko’s kost.

Tilbage i 1919 kunne du ikke have givet produktet væk i Boston. Det limede kaos, der blev forårsaget af oversvømmelsen, blev ryddet op ved at sprøjte området med saltvand fra ildbåde og derefter dække gaderne med sand. Problemet var, at alle redningsarbejdere, oprydningsbesætninger og seere, der skvulrede gennem melassen, formåede at distribuere det over hele Boston. Støvler og tøj bar det ind i forstæderne . Melasse-overtrukne sporvognssæder og offentlige telefoner. Alt, hvad en Bostonian rørte ved, var klistret. Der er en rapport om, at melasse endda kom så langt som til Worcester. Bestemt blev den indre havn brun, da slangerne skyllede gooen ind i bugten.

Da redningsarbejdere og oprydningsbesætninger tacklede det utrolige rod natten den 16. januar, stoppede de forvirret over den pludselige ringning af kirkeklokker overalt i centrum af Boston. Nebraska havde stemt om det 18. ændringsforslag og ratificeret det. Forbud var lov og churc Hes, der havde kæmpet for det i deres prædikestole, blev nu fejret. Mænd op til deres ankler i form af rom lyttede et øjeblik og gik tilbage til arbejde.

Duften af melasse forblev i årtier en markant, umiskendelig atmosfære i Boston. Min drengeforening af den søde aroma blandet med duften af kaffe fra Phoenix førte mig til en vane, som jeg stadig nyder, selvom de fleste andre synes at undgå det: Jeg søder altid min første kop tidlig morgenkaffe med en teskefuld mørk melasse. For mig går de to sammen.

Men Phoenix kaffebar viste sig ikke at være så permanent som morgenritualet, det inspirerede. Det blev ofret til den store genopbygning af indre by, der for det meste fandt sted i 1960’erne, og i modsætning til dets navnebrød er den ikke steget igen. Selv Cornhill er gået. Selv den gamle Howard. Selv Iver Johnson “. Og endelig endda lugten af melasse. Jeg passerede for nylig katastrofen og fandt ud af, at der ikke er meget at vise for den. Copp’s Hill er den samme som nogensinde, men El er væk, og den gamle havnefront, der engang var så rodet med forfaldne lagre, er stort set blevet redesignet og anlagt. Hvor den store dømte tank engang stod, er der en park fyldt med gynger, rutschebaner og børnenes råb og ved siden af den, et lukket fritidscenter.

En retrospektiv beretning om oversvømmelsen viste, at ” mærke med høj melasse “kunne stadig ses på vægge og bygninger i området. Jeg kiggede og så en mørk plet – men det var bare en byplet med intet, der tyder på, at melassens slyng havde sprunget så højt og malet stenen brun. Jeg kunne ikke engang finde en plakat, ikke den bedste markør til at huske den 15. januar 1919. Jeg snuste på den mørke plet. Intet.

Men når jeg bliver ældre, udtrykker tidlige indtryk sig pludselig og på mærkelige måder. Og som alle ved, er intet mere nostalgisk end en lugt eller en smag. En morgen, ikke længe før jeg begyndte at kigge ind i historien om oversvømmelsen, drak jeg min tidlige kaffe, varm og lækker, med netop det svagt berøring af melasse for at give den en særlig betydning. Og uforklarligt sagde jeg: “Jeg ville ønske, jeg havde en cykel.”

“Hvad på jorden for?” spurgte min kone mig.

“Jeg ved det ikke rigtig, tænk på det,” svarede jeg.